onsdag, december 05, 2007

Jelne (Nå bette pige, nu er du blewn jelne)

Jeg er lige blevet færdig med Henriette E. Møllers debutroman »Jelne«.

Mærkeligt navn; men som overskriften antyder, betyder det altså på rigsdansk 'enlig'.
Citatet stammer fra romanens s. 57.

Den er udgivet på Gyldendal i 2007, isbn: 87-02-05547-3.

Skrivestilen er moderne, lettere abrupt; virker til at afspejle hovedpersonens tanker. Der er en anelse alvidende fortæller. Men den alvidende tager faktisk et sted fejl og siger, at en række beskeder kommer Jelne aldrig til at høre, og alligevel fortælles det senere i romanen, at hun aflytter dem. (Jeg troede ikke, at alvidende fortælle "måtte tage fejl" - måske hørte jeg ikke godt nok efter i dansk i gymnasiet? .-) ). Det er nu afgjort ikke nogen slem fejl, tyder på, at korrekturen er gået en lille bitte smule for hurtigt; men lige på det punkt er jeg miljøskadet.

Nå men bortset fra, at den på grund af skrivestilen var lidt svær at komme i gang med, så var det faktisk en anbefalelsesværdig bog ;)

Og jeg glæder mig til at læse den næste fra Henriettes hånd.

Stor ros til forfatteren, der i øvrigt har en blog og hjemmeside på henriettem.dk.

søndag, november 11, 2007

Den spejlvendte dreng

Jeg har netop genlæst én af de sci-fi bøger, som jeg læste for mange år siden - det har været efter 1995; men inden 2000 føler jeg mig overbevist om.

Den er skrevet af William Sleator.

Her er et link til den på bibliotek.dk, hvis du selv skulle få lyst til at læse den. Den er udgivet i 1989 på dansk, oversat fra den amerikanske original: "The boy who reversed himself" fra 1986.

Det er en fascinerende historie, som handler om teenageres usikkerhed på sig selv og trang til at være en del af gruppen, og hvad der sker, når man føler sig og er anderledes end de andre; men historien tager desuden udgangspunkt i interessante fysiske teorier, og så vil jeg ikke afsløre mere ;) Lidt ærgerligt, at det står i bibliotek.dk's omtale af bogen, synes jeg.

Romanen starter med en tilegnelse til Williams bror, Danny Sleator, og nu da nettet er så udbredt, ville jeg lige se, om jeg kunne finde ud af mere om denne bror, der omtales som kendt computervidenskabsmand, og selvfølgelig kunne jeg det.

Her fandt jeg så også ud af, at alle tre brødre (for der er én til, som er Associativ Professor i fysik) har hjemmesider, så her følger links til dem alle tre:

Forfatteren William Sleator
Fysikeren Tycho Sleator
Computermanden Danny Sleator

William har i øvrigt skrevet en historie om sin familie, der findes link til på hjemmesiderne. Den findes her.

fredag, oktober 05, 2007

De gode mennesker i Århus ; Læselysten af Svend Åge Madsen

Svend Åge Madsen er jo Svend Åge Madsen.

Som vanligt en god lille bog fra hans hånd. 2 historier samlet i et.

Overraskende vinkler og sære tanker, og som altid læseværdig ;)

Kodeord Firewall af Andy McNab

En tyk krimi, hvor der sandelig sker noget.

Selvom en del af skildringerne er meget omhyggelige og detaljerede, så jeg virkelig får en fornemmelse af hele scenarioet, så bliver den på intet tidspunkt tung at læse.

En interessant og lidt overraskende slutning, der trods romanens gru alligevel kalder på et smil.

Marburg-eksperimentet af Boris Hansen

En lille dansk roman, som har vundet "Årets Århus-krimi" 2006.

Bogen er sådan set udmærket, ganske spændende og relativt nemt læst; men det skærer mig i øjnene, at Aarhus Universitet skrives med "Å". Det er en petitesse; men alligevel. Specielt lidt sært, når der på bagsideteksten er skrevet med "Aa" men i bogen med "Å". Det tyder på dårlig korrekturlæsning, øv.

Handlingen er interessant; lidt urealistisk, men fængende skrevet. Og perspektivet er, tjah, muligt, handler om fremstilling af vaccine og modstridende interesser. Ja jeg fristes til at sige: "Man kan ikke tjene både Gud og mammon". Den evige konflikt.

søndag, juli 15, 2007

Helt almindelige helte

Roman af Scot Turow
Krigsroman. Med en del korrekte detaljer om 2. Verdenskrig.
Handler om en amerikansk jurist, der rejser til Europa for at dømme i sager for den amerikanske hær. Kommer der på jagt efter en hemmelig agent.
Rigtig spændende og godt skrevet. Det fungerer faktisk godt sådan som de to historier i bogen er vævet sammen, og ganske fascinerende et arbejde forfatteren har gjort for at få de historisk detaljer på plads.
Kan på engelsk findes til $25-$50 vha google ;)

lørdag, juli 07, 2007

Hylster

Jeg er vist kommet i en gænge med at læse krimier - det er dem, der står fremme på den lille rotunde på vores lokale bibliotek og fanger mine øjne, og så er handlingerne tilpas anderledes, end hvad jeg ellers har læst.

Den sidste, jeg læste, var:

Christian Dorph
»Hylster«
Kriminalroman [Kbh.] : Gyldendal, 2003. - 252 sider

Kriminalroman. Privatdetektiven Frank Harder får en sag, hvor en rig jødisk læges ejendom er blevet oversmurt med racistisk graffiti. Hvad der ligner drengestreger, viser sig at være langt mere kompliceret, og Harder bliver involveret i et grusomt og blodigt spil om hævn og ære.
Originaludgave: 2003.
Tidligere: 1. udgave. 2003.
ISBN 87-02-01749-0 : hf. : kr. 268,00.


Skrivestilen er »sjov«, en direkte jeg-fortæller, det meste i nutid, og det er jeg ikke vant til at læse; men det gjorde sig nu udmærket. Jeg kom til at tænke på mine dansktimer i gymnasiet med Lotte, hvor vi læste Raymond Chandler m.v.

Det virkeligt underlige ved romanen var faktisk nogle passager, der fortalte om den jødiske læges oplevelser for mange år siden. Og der en indirekte reference til en anden forfatter - og så er det, at jeg jo ikke kan lade være med at tænke på, hvor meget virkelighed, der er i sådan en roman som den her læste.

fredag, juni 15, 2007

Operation Tiberias

Skrevet af Rolf Boysen, udgivet på Gyldendal, 2004.

Moderne dansk krimi-roman, der foregår i Danmark.
Til indledning er der lidt mange navne at holde styr på; men handlingen tager hurtigt fart og bliver interessant. Den er velskrevet og virker afgjort gennemarbejdet. De godt 300 sider slugtes og jeg sad tilbage og følte, at den var sluttet forkert. Det var måske en logisk slutning; men den skulle hellere - men det havde nok alligevel ikke været realistisk - været sluttet lykkeligere.

onsdag, april 25, 2007

Nyt kulturmagasin på gaden

På fredag udkommer magasinet Goldberg.



I første omgang til syneladende kun i en relativt lukket kreds, jvf Kristeligt Dagblads artikel

om emnet; men det skulle blive til salg senere.



Der skal være fokus på kultur i bred forstand.



Det er ikke lykkedes mig at finde, om de har en hjemmeside, men mere følger i givet fald.